Over 40 specialister overså borrelia
Borrelia sygdommen, også kendt som borreliose, skyldes en infektion med bakterien borrelia. Bakterien overføres fra dyr til mennesker via skovflåtbid. Om den kan overføres på andre måder er uvist. Jeg, Henrik Jeppesen blev i 2019 ramt af voldsom daglig hovedpine og kæbesmerter. Jeg besøgte over 40 specialister over de næste 3 år og brugte ca. 200.000 kroner, men ingenting hjalp. Jeg fik det gradvist værre og nye frygtelige symptomer. Jeg oprettede i desperation LivetTilbage.dk og skrev flere Facebook opslag. Én person nævnte at hun havde læst min hjemmeside og spurgte om ingen havde tænkt på borrelia.
Ingen af de over 40 specialister jeg havde besøgt nævnte borrelia når jeg kom med voldsom hovedpine og kæbesmerter. Af de over 40 specialister var der bl.a. læger, tandlæger, osteopater, fysioterapeuter, akupunktuører og alternative behandlere. Jo mere jeg har undersøgt omkring borrelia, jo mere klart står det for mig hvorfor over 40 specialister kunne overse det. Manglende viden om borrelia blandt læger ser ud til at være et globalt problem, hvor mange går flere år inden de får en korrekt diagnose. Mange oplever også slet ikke at få en diagnose fordi man ikke kan stole på test.
Noget af de mest frustrende ved at gå til så mange specialister og bruge så mange penge, er de falske forhåbninger. At behandleren er så optimistisk om at kunne hjælpe, som jeg ofte oplevede, for derefter at opleve at det ingen forskel har gjort og at man har spildt en masse penge. Jeg var naiv som ung og troede man bare kunne gå til lægen hvis man var syg i Danmark, men har måttet indse at det ikke er tilfældet for mange mennesker og mange selv må kæmpe for at finde ud af hvad der er galt.
Ikke nok med det, mange må også forsøge med dyre behandlinger fordi der er meget det offentlige ikke dækker. F.eks. hvis en behandlingsform ikke er undersøgt ordentligt gennem studier for om den rent faktisk virker. Det er der mange alternative behandlingsformer for borrelia der ikke er og som derfor ikke tilbydes gennem det offentlige.
Mange med borrelia er blevet fejldiagnosticeret. En læge vurderede at jeg havde generaliseret angst pga. de symptomer jeg havde. Hver en test koster penge, men hvis en person har store smerter i hovedet og kæberne, og derudover en række andre symptomer, synes jeg det burde være indlysende at få personen undersøgt indtil årsagen findes, i stedet for hurtigt at udskrive angst medicin med stor risiko for alvorlige bivirkninger og afhængelighed.
Kæbekirurgisk afdelinger i både Aalborg og Aarhus har ikke kunnet finde noget galt. Sidstnævnte mente jeg burde komme på et center for funktionelle lidelser, så det hjalp de med, men det føler jeg er en slags opgivelse fra det offentlige på at finde ud af hvad der egentlig er galt.
Jeg kan kun anbefale alle der er kronisk syge og som ikke ved hvorfor, om at gå på internettet og beskrive deres symptomer overfor andre. Og blive ved indtil man, om muligt, har noget brugbart at gå videre med, samt tage imod de tips man finder fornuftige. Det kan måske gøre at man finder frem til sygdomme som man måske aldrig ellers ville have fundet frem til.
Man kan i hvert fald ikke forvente at læger finder frem til alle sygdomme. Det sagt, så gør mange læger et fuldstædig fantastisk arbejde, og fortjener stor ros. Vi kan heller ikke forvente de kan have en god viden om alle sygdomme, men en sygdom som borrelia havde jeg dog forventet der var større viden omkring. Beklager hvis nogen finder noget af det jeg skriver stødende. Det er ikke min hensigt. Jeg skriver bare hvad jeg føler efter mine egne oplevelser hos over 40 specialister.